I 1992 fik jeg min anden abrikose
dværgpudel. Hans navn var Aconite
Golden Fighter Nikita, han var 9
uger gammel da vi hentede
ham. Jeg valgte selv navnet Nikita,
og Nancy valgte Fighter, fordi det
var et F-kuld, han skulle jo være
lydighedshund og det vidste Nancy,
så Fighter var da et godt valg. Men
jeg elskede Elton Johns sang
om Nikita, og da Nikita også er et
drengenavn, var det oplagt for mig,
at det skulle han hedde. Nikita kom
aldrig på udstilling, men til
gengæld blev han alle tiders
lydighedshund. Han skulle bare se
tingene nogle få gange så kunne han
det. Det resulterede da også i at
han blev min anden Danske Lydigheds
Champion. Han var som skabt til at
optræde i en lydighedsring. Altid
glad, altid med højt løftet hale og
et "har alle set mig" udtryk i
ansigtet. Jeg vil næsten påstå at
ingen hunde i verden havde et bedre
temperement end Nikita, aldrig har
jeg ham knurre af mennesker, store
som små. Dog var der én hanpudel han
ikke brød sig om, jeg ved ikke
hvorfor, da det var en meget venlig
hund. Desværre nåede Nikita kun at
blive godt 11 år. Han fik en
diskusprolaps og blev delvis lam i
det ene forben og det ene bagben,
han kunne heller ikke løfte sit
hovede, da prolapsen sad i
nakkeregionen. I samråd med min
dyrlæge enedes vi om at lade ham få
fred. Nikita var en meget aktiv hund
og sprang gerne fra stol til stol,
så det ville være dyrplageri hvis
han skulle spærres inde i et bur for
at få ro, og bagefter skulle trænes
langsomt op til igen at blive rask.
Tusind tak for 11 dejlige år,
Nikita.
